Guide til boligsøgning

Guide til boligsøgning

Boligsøgning er ikke altid lige nemt. Nogle er heldige at finde drømmeboligen ved første fremvisning, mens andre bruger flere år på at finde den helt rigtige. Du kan gøre meget for at skabe de bedste vilkår for din boligsøgning. Herunder følger en guide, der kan hjælpe dig godt på vej, når du skal finde din drømmebolig.

 

 

Hvis du har planlagt at finde en ny bolig, er der mange forskellige forhold, du skal være opmærksom på. En boligsøgning kan være en indviklet proces, og der er stor forskel på, om du er på udkig efter en lejebolig, eller om du planlægger at købe fast ejendom.

Du har formentlig mange spørgsmål i forbindelse med din boligsøgning, for hvordan foregår processen egentlig? Herunder følger en guide til boligsøgning, så du har de bedste forudsætninger for at finde dit nye hjem så hurtigt som muligt.

I denne guide til boligsøgning får du en grundig gennemgang af de forskellige aspekter, du bør være opmærksom på, når du skal søge ny bolig. Langt hen ad vejen kræver det, at du er bevidst om, hvad du søger, kender dit budget og er tålmodig – så skal drømmeboligen nok dukke op.

 

Vil du eje eller leje?

Det første, du skal gøre op med dig selv er, om du vil købe en bolig eller blot leje dig ind i et lejemål. Der er væsentlige forskelle på, hvordan du søger bolig, samt hvilke forhold og vilkår der gør sig gældende, afhængigt af om du vil eje eller leje.

Nedenstående guide tager udgangspunkt i, at du ønsker at købe en bolig. Flere af principperne kan ikke desto mindre overføres til dig, der er på udkig efter et lejemål. Du bør dog være bevidst om, at der er væsentlige forskellige i forhold til fremgangsmåden på din boligsøgning, afhængigt af om du er på udkig efter en ejer- eller lejebolig.

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.500,-
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

 

#1: Boligsøgningen starter med et økonomisk overblik

Det første du skal gøre, før du påbegynder den egentlige boligsøgning, er at finde ud af, hvor stort et økonomisk råderum du har. Du bør altid starte med at lægge et realistisk budget, der danner overblik over dine indtægter og udgifter. På den måde kan du se, hvor meget du har råd til at købe for eller betale i husleje hver måned.

Når du har lagt et budget, hvor du sikrer dig, at alle udgifter og indtægter er medregnet, kan du aftale et møde med din bank. I mødet kan du finde ud af, hvad der er realistisk at låne i din situation.

Din bankrådgiver vil samtidig vejlede dig i forhold til, hvilket banklån der er mest fornuftigt i forhold til din økonomi. Når du er til møde i banken, vil du samtidig finde ud af, om du overhovedet har mulighed for at låne.

Hvis du har mulighed for det, bør du få lavet et boligkøbsbevis, så du på forhånd ved, hvad du kan købe for. På den måde har du også mulighed for at rykke hurtigt, når din boligsøgning giver pote, og den rigtige bolig dukker op.

 

#2: Skab overblik over ønsker og krav for boligsøgningen

Det er svært at få succes med din boligsøgning, hvis du ikke ved, hvad du leder efter. Derfor bør du først og fremmest danne overblik over de krav og ønsker du har til din kommende bolig. Det gøres helt lavpraktisk ved at udarbejde en liste over de krav, du har til din bolig.

Der er forskel på, om du er på udkig efter et rækkehus i forstaden, et hus på landet eller en lejlighed med en central placering i byen. Ved at afgrænse din boligsøgning, får du nemmere ved at finde en bolig, der matcher dine kriterier.

Det er altid fornuftigt at være åben over for flere forskellige muligheder. Hvis du ikke er klar over, hvad du leder efter, er der risiko for, at boligsøgningen trækker i langdrag. Du kan også ende med en bolig, som ikke matcher det, du rent faktisk leder efter.

Udarbejd en detaljeret liste over de krav og ønsker, du har til din nye bolig. Hvis det ikke udelukkende er en bolig til dig selv, du er på jagt efter, er det naturligvis vigtigt, at du bliver enig med din partner om, hvad I søger.

 

Minimumskrav

Start med at udarbejde en liste over de mest basale krav, som din kommende bolig skal opfylde. Der er mange ting, som kan være vigtige i en boligsøgning, men essentielle krav kan eksempelvis være:

  • Antal kvadratmeter
  • Antal værelser
  • Beliggenhed i forhold til job, skole og lignende
  • Have, altan eller gårdareal
  • Handicapvenlig indretning

 

Ønsker

Når der er styr på de krav, som skal være opfyldt, er der mulighed for at tilføje ønsker. Disse ønsker er måske ikke nødvendige, men ville eventuelt gøre din kommende bolig mere attraktiv. Det kan eksempelvis være:

  • Samtalekøkken
  • Hobbyrum
  • Flisegulv i køkkenet
  • Garage
  • Stor stue

Det er stort set umuligt at gennemføre et boligkøb, uden man er nødt til at gå på kompromis med en række punkter på listen. Når listen er delt op i minimumskrav og ønsker, er det dog nemmere at vurdere, hvorvidt en bolig lever op til det, du leder efter.

 

#3: Boligsøgning i alternative områder

Mange boligsøgende leder udelukkende efter en bolig i ét område, hvilket kan afgrænse boligsøgningen. Hvis ikke den rigtige bolig dukker op, kan det derfor være en god idé at begynde at lede efter andre områder, som kunne være interessante.

Der findes mange måder at udvide det geografiske område, man søger bolig i. En god idé kan være at gøre sig nogle tanker omkring, hvor langt væk man maksimalt ønsker at bo fra job, skole, familier, venner og/eller andet.

Måske dukker der nye, interessante områder op, som byder på fordele, du ikke var bevidst om. Det kan måske være, at boligerne er billigere i ét område, at forholdene er bedre, at der er flere skoler og større naturarealer eller lignende.

Det kan betale sig at tage ud og opleve området, hvis du vil have en fornemmelse af, om det rent faktisk er et sted, du kunne forestille dig at bo.

Hvis du har har fundet en potentiel bolig i et område, du ikke kender i forvejen, er det altid en fornuftig idé at læse lokalplanen igennem. På den måde kan du se, om der er planlagt initiativer, som vil have betydning for, hvor attraktivt området vil være i fremtiden.

Det er især vigtigt at undersøge lokalplanen, når du planlægger at købe en bolig. Dette kan nemlig have indflydelse på boligens værdi, når du skal sælge. Du kan finde lokalplaner på de fleste kommuners hjemmesider.

 

#4: Book en fremvisning eller tag til åbent hus

Den indledende boligsøgning foregår primært på nettet, hvor du får mulighed for at finde boliger, der lever op til dine ønsker og krav. Den eneste måde at finde ud af, om en potentiel bolig rent faktisk lever op til dine forventninger, er ved at fornemme den i virkeligheden.

Du bør derfor altid tage ud og se interessante boliger så tidligt i din boligsøgning som muligt, så du kan danne dig et indtryk af, om de rent faktisk er noget for dig. Det giver dig samtidig mulighed for at finde ud af, om der er andre krav og ønsker, der skal tilføjes til din liste.

Det er kun sjældent, at den første bolig viser sig at være den rigtige. Typisk vil du skulle se mange forskellige boliger, før du finder den, der imødekommer dine ønsker på bedst mulig vis. Det giver dig samtidig et sammenligningsgrundlag, der ikke er uvæsentligt for den videre boligsøgning.

For hver fremvisning, du deltager i, bliver du skarpere på, hvad det er, du søger. Du behøver derfor ikke at gå slukøret fra en uimponerende fremvisning. Du kan bruge din erfaring i den videre boligsøgning, fordi du bliver klogere på, hvad det er, du rent faktisk søger.

 

#5: Afgiv et bud på boligen

Når din boligsøgning har givet pote, og du har fundet drømmeboligen, skal du afgive et bud. Det er normal procedure, at du som køber forsøger at presse prisen ned, når du skal købe bolig. Først bør du gøre op med dig selv, hvor meget du er villig til at give for boligen.

Skriv det maksimale beløb, du er villig til at give, ned, så du ikke ender med at lade dig rive med. Selvom 100.000 kr. ikke synes af det store, når man holder det op mod den samlede pris for boligen, så er det mange penge. Penge, som du potentielt set ville kunne have sparet ved at fastholde dit oprindelige bud.

Herudover bør du have en strategi, når du skal afgive et bud på boligen. Gør dig eksempelvis nogle tanker om, hvad du skal sige, hvis mægleren afslår buddet. Det er vigtigt, at du på forhånd har overvejet, hvordan du vil reagere, hvis ikke mægler imødekommer dit bud.

 

#6: Alliér dig med en boligadvokat i din boligsøgning

Der stilles ikke længere krav om, at mægler skal give dig alle oplysninger om boligen. Det er kun sælgers ansvar, at de oplysninger, der gives, er retvisende. Mægler varetager dermed udelukkende  sælgers interesser.

Derfor kan det betale sig at alliere dig med en boligadvokat, der varetager dine interesser, når du skal købe ny bolig. Du vælger selv, hvor meget du ønsker at gøre brug af en boligadvokat. Mange vælger eksempelvis udelukkende at få vedkommende til at gennemgå købsaftalen.

Det er dog en god idé at involvere en boligadvokat så tidligt i processen som muligt. På den måde kan du få hjælp til korrespondance med din bank og mægler, ligesom en boligadvokat kan afgive bud for dig. Du får en sparringspartner, der kan rådgive dig gennem hele processen, så du er sikker på, at dit boligkøb foregår på en fair måde.

Vælger du køberrådgivning hos NEMADVOKAT, gennemgår din personlige rådgiver alle handlens dokumenter samt rådgiver dig om din sag. Du får dermed hjælp til det hele, hvorfor du trygt kan benytte os som din advokat til boligkøb.

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.500,-
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

Læs også