

Når man skal købe bolig, kræver det mange overvejelser i forhold til flere forskellige ting. En af de største overvejelser man ofte gør sig ved et boligkøb er, hvordan boligkøbet skal finansieres. I denne artikel forklarer vi nærmere om, hvad et boliglån er samt hvilke ting man skal være opmærksom på, når man skal finansiere sin nye bolig.
Det er de færreste, der kan betale et boligkøb kontakt. Derfor vælger mange at benytte sig af et boliglån. Ofte vil man betegne et boliglån som en fællesbetegnelse for et bank- og realkreditlån.
Ofte vil et boliglån finansieres ved et realkreditlån på op til 80 % af boligens værdi, et banklån på 15 % og minimum 5 %, der betales kontant. Et boliglån kan både bruges til køb af ejerlejlighed, sommerhus, fritidsbolig eller andelsbolig.
Dog skal du være opmærksom på, at nogle lån egner sig bedre til bestemte boligtyper end andre. Det er derfor vigtigt, at du undersøger, hvilke(t) lån, der passer til lige netop den type bolig, du ønsker at købe. Dertil skal du også overveje, om du f.eks. ønsker en fast eller variabel rente samt om lånet skal have en kort eller lang løbetid. Læs mere om dette nedenfor.
Et realkreditlån er én af de låntyper, du kan bruge til at finansiere dit boligkøb. Denne type lån udbydes af realkreditinstitutter.
Som hovedregel kan du låne op til 80 % af boligens værdi i et realkreditlån – dette gælder for almindelige boliger. Ønsker du at bruge et realkreditlån til f.eks. sommerhuskøb, er grænsen 75 %. Resten af lånet kan f.eks. finansieres via et banklån eller du kan lægge en kontant udbetaling.
Realkreditlånet finansieres ved, at institutterne udsteder nogle obligationer på dine vegne. Herefter sælger de dem på det finansielle marked. Ofte vil et realkreditlån tilbagebetales i en periode på 20-30 år.
Realkreditlånet er som regel billigere end f.eks. et banklån. Derfor vælger mange at benytte sig af et realkreditlån, når de skal finansiere deres boligkøb.
Et boliglån i banken er ofte dyrere end et realkreditlån. Det skyldes, at banken ikke har samme sikkerhed i boligen som realkreditinstitutterne har. Omvendt er et banklån nemmere at opsige, da du har fri mulighed for at indfri dit banklån, når end du vil.
Ofte bruger man banklånet til at finansiere de ca. 15 % af købesummen. De sidste 5 % af købesummen, skal du som hovedregel selv finansiere med en kontant udbetaling. Ved et banklån risikerer du ikke at tabe penge, såfremt du opsiger lånet, da et banklån ikke er baseret på obligationer.
Ønsker du at låne penge til køb af andelsbolig, kan du ikke bruge et realkreditlån. Dette kan kun gøres gennem et banklån.
Det skyldes, at du som ejer af en andelsbolig ikke er den juridiske ejer af boligen, men derimod en person, der ejer en andel af andelsforeningens formue.
Inden du bare kaster dig ud i f.eks. et banklån, er det vigtigt, at du ved, hvilke omkostninger der findes ved de to låntyper beskrevet ovenfor.
Når du skal optage nye lån, skal du samtidig tage stilling til, om du ønsker en fast eller variabel rente.
En fast rente betyder, at renten er fastsat. Ofte vil et lån med en fast rente være lidt dyrere end et lån med en variabel rente. Dog kan den faste rente give en større sikkerhed, da du ved hvad renten er i hele dit låns løbetid.
Det betyder samtidig, at dine boligudgifter ikke vil blive påvirket, selvom markedsrenten stiger. Omvendt vil dine boligudgifter heller ikke falde, såfremt markedsrenten falder. Dette kan siges at være en ulempe ved et lån med en fast rente.
Et lån med en variabel rente vil ofte være en billigere her og nu løsning. Denne rente er dog variabel, hvilket betyder, at den kan ændre sig og svinge meget gennem lånets løbetid.
Derfor kan et lån med en variabel rente ofte være mere risikofyldt end et lån med en fast rente. Du kan dog også være heldig, at markedsrenten falder, hvorfor dine boligudgifter derved også vil falde.
Det er vigtigt, at du grundigt overvejer, om du vil benytte en variabel eller fast rente i forbindelse med dit boliglån. Det kan nemlig have stor betydning for dine udgifter.
En anden ting du skal tage stilling til er, om du ønsker et afdragsfrit lån. Dette gælder, uanset om du vælger et lån med en fast eller variabel rente.
Et afdragsfrit lån betyder, at du betaler renterne, men du ikke afdrager på selve lånet. Ofte vil et afdragsfrit lån have en afdragsfri periode f.eks. 10 år. Det afdragsfrie lån vil altså ikke være afdragsfrit for altid.
Efter perioden på f.eks. 10 år skal du begynde at afdrage på lånet. Du kan også vælge at lægge lånet om til et nyt afdragsfrit lån.
Udover om du ønsker en variabel eller fast rente, og om lånet skal være afdragsfrit eller ej, bør du også overveje, hvor lang løbetid lånet skal have. Ofte vil et boliglån løbe over en periode på mellem 10 og 30 år, dog kan man oftest selve vælge, hvor lang løbetiden skal være.
Det er vigtigt, at du undersøger hvilken løbetid, der vil være passende i din situation. Vælger du eksempelvis en lang løbetid, skal du være opmærksom på, at renter og gebyrer dermed også skal betales i længere tid, end hvis du havde valgt en kort løbetid.
Du bør derfor nøje overveje, hvordan løbetiden på dit lån vil påvirke din økonomi og ud fra dette finde ud af, hvor lang løbetiden skal være.
Et boliglån har ikke en bestemt pris, da alle boliglån er forskellige. Hvad du skal betale for et boliglån, kommer blandt andet an på, hvilken rente du vælger, om dit lån er afdragsfrit eller ej, hvor mange penge du ønsker at låne osv.
Det er en god idé at snakke med flere forskellige realkreditinstitutter og banker, når du skal lave et boliglån, da de alle vil kunne tilbyde dig forskellige muligheder.
Realkreditinstitutterne og bankerne kræver oftest, at du som køber har sparet minimum 5 % af købesummen op, for at du kan optage et boliglån. Det gør de for at minimere risikoen for, at du sætter dig for dyrt. Dertil skal du være opmærksom på, at mange banker og realkreditinstitutter ofte vil have, at du også har penge nok til købs- og flytterelaterede udgifter.
Der findes dog undtagelser. Hvis du f.eks. har en høj indkomst og et højt rådighedsbeløb, men du ikke har opsparet 5 % af købesummen, kan du i nogle tilfælde alligevel få lov at låne til en bolig. Det er dog i sidste ende banken, der vurderer, om du kan låne penge eller ej.
Uanset hvilken type boliglån du vælger, om det er afdragsfrit eller ej, om renten er variabel eller fast, så er det en god idé at undersøge dine muligheder.
Et boligkøb er en stor investering og nok en af de største investeringer, du vil tage i dit liv. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i og undersøger, hvilke lån der passer til lige netop din økonomiske situation.
Derfor bør du snakke med flere forskellige banker og/eller realkreditinstitutter, så du kan finde det boliglån, der passer din situation bedst.
På de fleste banker og realkreditinstitutters hjemmesider, kan du finde en låneberegner. Den giver dig en idé til, hvor meget du kan låne til en bolig. Dog er det stadig fornuftigt at kontakte bankerne og realkreditinstitutterne direkte. Det giver dig bedre chance for at få et mere præcist estimat for, hvor meget du kan låne.