Afbrydelse af forældelsesfristen

Afbrydelse af forældelsesfristen

For nyligt førte jeg en sag ved Københavns byret, der omhandler afbrydelse af den gamle bestemmelse om 20 årig forældelse af visse fordringer.
Det har været almindeligt gældende, at kreditor kunne afbryde den 20 årige forældelse, blot ved at fremsende en påmindelse til debitor. Bevisbyrden for at en sådan påmindelse er afsendt påhviler kreditor.

Der har efterfølgende været ført en række sager der vedrører den situation, hvor kreditor gør gældende at have sendt en påmindelse, og debitor modsætter sig dette, og gør gældende aldrig at have modtaget påmindelsen.

De væsentligste afgørelser vedrørende dette spørgsmål er navnlig U2013.165H, U2012.1890V, Københavns Byrets dom afsagt 22. Februar 2013 i sag BS 30S-1395/2012, Københavns Byrets dom afsagt 6. juli 2012 i sag BS 43C-6073/2011, Københavns Byrets dom afsagt 5. Juli 2012 i sag BS 3A-8169/2010, Københavns Byrets dom afsagt 5. juli 2012 i sag BS 3A-8165/2010 samt Højesterets kendelse afsagt mandag den 15. oktober 2013.

Sammenfattende kan det siges om ovennævnte domme og kendelser, at der synes at have udviklet sig en retspraksis i forhold til den bevisbyrde, som et pengeinstitut skal løfte, for at det kan ligges til grund at en påmindelse kan afbryde den tidligere gældende 20 årige forældelsesfrist.
Momenterne i denne retspraksis er navnlig:

  • Bankens oplysninger om postsystem og rutiner om udsendelse af post
  • Dokumentation for at posten (påmindelsen) er fremsendt til debitors registrerede postadresse
  • Bankens oplysninger om ikke at have modtaget posten (påmindelsen) retur.

Retten synes herudover at tillægge det afgørende betydning, hvorvidt der alene er sendt én påmindelse, eller flere påmindelser er fremsendt til debitor. Såfremt der er fremsendt mere end én påmindelse til debitor, skriver Højesteret i kendelse afsagt mandag den 15. oktober 2013 følgende, som begrundelse for at pengeinstituttets bevisbyrde er løftet;
”Nykredit Bank A/S har fremlagt kopi af fire breve sendt til As folkeregisteradresse, og der er endvidere foretaget en elektronisk registrering af de to seneste afsendte breve. På denne baggrund og efter hvad der i øvrigt er fremkommet af oplysninger om bl.a. postgangen i banken, finder Højesteret, at det er usandsynligt, at ingen af brevene skulle være kommet frem til debitor. Der er som følge heraf ikke indtrådt forældelse af kravet.”

Retspraksis synes på baggrund af de ovennævnte domme, at være ganske klar om hvad der skal til for at forældelsen er afbrudt, herunder de krav der stilles til kreditors bevisbyrde for at påmindelsen er kommet frem til debitor.

I den konkrete sag jeg førte ved Københavns byret, var der en række forhold som adskilte sig fra de som var gældende i de ovennævnte sager. Min klient var bosat i en mindre by i Sydfrankrig, hvor der ikke var husnumre eller navneskilte på boligerne.

På baggrund af disse forhold gjorde jeg gældende, at kreditors bevisbyrde for at påmindelserne var kommet frem ikke var løftet. Modsætningsvis henviste modparten til den gældende retspraksis, med henblik på at have løftet bevisbyrden for at påmindelserne var kommet frem. Modparten henviste navnlig til, at der netop var fremsendt mere end én påmindelse, hvorfor det var usandsynligt, at ingen af brevene var kommet frem til min klient.

Dommeren synes i overensstemmelse med mine anbringender, at have afvist, at den eksisterende retspraksis kunne finde anvendelse i den konkrete sag. Således frifandt retten min klient med følgende begrundelse (udvalgte del af dommen):

”Det er kreditors bevisbyrde, at påmindelsen er kommet frem. Sagsøger har i denne sag redegjort for sine rutiner omkring postforsendelse samt fremlagt en del afgørelser, hvorefter det blev fundet, at afbrydelsen af forældelsen har fundet sted, også hvor sagsøgte har boet i udlandet. Sagsøgte har forklaret omkring postforholdende i hans landsby herunder de manglende vejnavne og husnumre. Herefter, og da det er ubestridt, at årsopgørelserne er sendt til en adresse benævnt ”xxxx” samt at sagsøgte ved sit handelsmønster ved underskrivelse af skylderklæringer da han boede i Danmark, har sagsøger ikke løftet bevisbyrden for, at årsopgørelserne er kommet frem. Sagsøgtes påstand tages derfor til følge.”

Denne afgørelse er ganske interessant, da den bryder med en ganske klar retspraksis funderet i både landsretten og højesteret.

Ring på tlf. 70 20 41 61, og få hjælp i dag.