

Overholder dit indhold på sociale medier, blogs og lignende markedsføringsloven?
Når du er erhvervsdrivende, er det uhyre vigtigt, at du kender de danske regler for markedsføring og reklame – især hvis du er influencer på de sociale medier, hvor grænsen mellem dit arbejdsliv og dit privatliv ofte flyder sammen.
Hvis du overtræder markedsføringsloven, f.eks. hvis der er skjult reklame på din SoMe-profil eller blog, så risikerer du, at Forbrugerombudsmanden og SKAT kommer efter dig. Dette kan ramme dit brand og din økonomi – rigtig – hårdt.
Reglerne for markedsføring er indviklede og til tider svære at forstå for den utrænede, hvilket kan gøre det svært at vide, hvordan og hvornår du skal markere reklamer, sponsorater, gaver og lign. på din SoMe-profil eller blog
Der er mange måder, hvorpå du kan tjene penge på at bruge sociale medier eller have en blog. Det kan eksempelvis være ved at reklamere for virksomheder, produkter/ydelser, affiliate marketing, sponsoreret indhold, annoncer eller ved at sælge dine egne produkter.
Når du laver sponsoreret indhold, skal du tydeligt vise det ved at skrive ”reklame” eller ”annonce”. Undgå at skrive ”i samarbejde med”, ”sponsoreret”, ”spons”, ”ad” eller ”affiliate-aftale” – men hvornår ved du, om indhold skal markeres som reklame?
Hvordan skal en reklame markeres?
Når du reklamerer for en virksomhed og dens produkter eller ydelser, skal det være klart og tydeligt for modtageren af reklamen, at det faktisk er en reklame.
Du skal derfor placere oplysningen om, at det er en reklame et tydeligt sted – inden modtageren vælger at læse eller se reklamen.
Du bør eksempelvis ikke skrive ”reklame” med en lille, hvid skrift på en meget lys baggrund, da det umiddelbart ikke vil være tydeligt, at det er en reklame.
Det kan eksempelvis være, at du reklamerer for et rejsebureau eller en energidrik på dit sociale medie eller blog. Sociale medier dækker eksempelvis over Instagram, Facebook, Twitter, YouTube og Snapchat.
Du skal være særligt opmærksom på at gøre det klart og tydeligt, at du reklamerer for noget, hvis det kommercielle budskab er rettet mod børn og unge.
Husk dog, at selvom reklamen er målrettet voksne, skal modtageren ikke være i tvivl om, at det er en reklame.
Skjult reklame er forbudt, og hvis du ikke overholder reglerne, så risikerer du at skade din blog/sociale medier, få bøder og at SKAT kommer efter dig.
Gode råd til influenter / influencere
Regler for markedsføring
Lovlig reklame er tydelig for modtageren, hvorimod ulovlig reklame ikke er tydelig for modtageren. Laver du ulovlig reklame risikerer du at få negativ omtale, hvilket kan skade din økonomi og dit brand. Du kan anvende nedenstående retningslinjer for at lave lovlig reklame. Bemærk, dette er blot retningslinjer – kontakt din rådgiver, hvis du er i tvivl om noget ved markedsføringsloven eller reklame på sociale medier.
YouTube
Du bør gøre det klart fra starten af videoen, at det er en reklame ved eksempelvis at sige ”videoen er betalt af [virksomhed]”. Dertil skal du angive i videoens overskrift eller i underteksterne, at det er en reklame. Bemærk, mange ser YouTube-videoer uden lyd, hvorfor det kan være en god idé at gøre opmærksom på, at det er en reklame i starten af underteksterne. Dermed gøres modtageren opmærksom på, at det er en reklame, uanset om videoen ses med eller uden lyd.
Instagram, Facebook, Snapchat, Pinterest og Twitter
Du bør med det samme påpege, at det er en reklame fra start af i dit indhold. Det er derudover en god idé at markere, at det er en reklame i et tekstformat, således modtageren ved, at det er en reklame, selvom indholdet ses uden lyd, hvis der er tale om en video.
Blogs
På din blog bør du skrive ”Reklame”, ”Annonce”, ”Betalt indlæg” eller ”Sponsoreret indlæg” øverst i teksten på blogindlæg, der indeholder reklame. Dertil er det en god idé at tilføje, hvilket #brand, som reklamen omhandler.
Teksten, der angiver, at det er en reklame, skal fremgå klart og tydeligt. Undgå derfor at bruge utydelige skriftfarver eller skrifttyper, som gør markeringen mindre synlig og læsevenlig for modtageren.
Og du kan som udgangspunkt regne med i 99,99% af tilfældene, at der er tale om reklame, da både: Stiltiende, mundtlige og skriftlige aftaler samt gaver og udlån, imellem dig som virksomhed og bloggeren, alt andet lige vil blive betragtet som reklame af Forbrugerombudsmanden. I nogle ganske få tilfælde, vil der ikke være tale om reklame
Overtrædelse af markedsføringsloven
Hvis du overtræder markedsføringsloven, eksempelvis ved at reklamere for en virksomhed uden at du klart og tydeligt har markeret det som en reklame, så risikerer du at skade din blog, Forbrugerombudsmanden pålægger dig bøder og at SKAT kommer efter dig.
Konsekvenserne af at have skjult reklame på dine sociale medier, blog eller podcasts kan være store og ikke mindst dyre. Flere og flere influencere bliver politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, hvorfor du straks bør sætte dig ind i reglerne om reklame på sociale medier og lignende.