hvad er forældrekøb

Hvad er forældrekøb?

Skal dit barn snart flytte hjemmefra? Så kan det i mange tilfælde være en god investering at benytte sig af et forældrekøb. På den måde kan du sikre dit barn et sted at bo både under og efter deres studier. I denne artikel forklarer vi nærmere, hvad et forældrekøb er.

 

 

Hvad er et forældrekøb?

Der er tale om et forældrekøb, hvis man som forælder køber en andelsbolig eller en ejerlejlighed, som man derefter udlejer til ens barn. Forældrene ejer dermed boligen, men lejer den altså ud til deres barn i stedet for selv at bo i boligen.

Et forældrekøb bruges ofte i forbindelse med, at ens barn f.eks. skal studere. Derfor er forældrekøb typisk udbredt i de store studiebyer, da det kan være svært for barnet at finde en passende bolig til en overkommelig pris, mens de studerer.

Forældrene kan dermed købe en bolig og derefter leje den ud til barnet og samtidig kunne sætte huslejen så lavt, som loven tillader det.

Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle andels- og ejerforeninger, som tillader forældrekøb. Ofte kan du se reglerne for dette i den specifikke forenings vedtægter.

Få hjælp til dit forældrekøb i dag
DKK 6.000
Læs mere

inkl. moms og ekskl. gebyrer.

 

Lejekontrakt

I forbindelse med et forældrekøb, er det ofte en god idé at få udarbejdet en lejekontrakt. Kontrakten er desuden nødvendig, hvis dit barn vil søge om boligstøtte.

I lejekontrakten fastsættes alle retningslinjerne for lejeforholdet. Den er med til at regulere forholdet mellem lejer og udlejer – altså forældre og barn. Dertil kan lejekontrakten fremvises for SKAT som dokumentation for lejeforholdet.

 

Hvad er fordelene ved et forældrekøb?

Der findes flere fordele ved et forældrekøb. Dog er det vigtigt at man opvejer både fordele og ulemper, inden man beslutter sig for at lave et forældrekøb.

 

Fordele ved et forældrekøb

Som sagt findes der mange fordele ved et forældrekøb. Nedenfor har vi lavet en liste over de mest kendte fordele ved et forældrekøb.

  • Dit barn har et sted at bo.
  • Huslejen kan nedbringes, hvis barnet udlejer et værelse til en ven eller bekendt.
  • Huslejen kan desuden fastsættes til en attraktiv pris.
  • Mulighed for overskud ved salg, hvis boligpriserne stiger.
  • Dit barn har mulighed for at søge boligsikring.

For at dit barn kan søge om boligsikring, skal I have en lejekontrakt. Hvor meget dit barn kan få i boligstøtte afhænger af husleje, barnets indkomst og lejlighedens størrelse. På borger.dk kan du læse mere om boligsikring og samtidig beregne, ca. hvor meget dit barn kan få i boligstøtte.

 

Ulemper ved et forældrekøb

Der findes dog også ulemper ved et forældrekøb, som er vigtige at være opmærksom på. Nedenfor har vi lavet en liste over, hvilke ulemper du skal være opmærksom på i forbindelse med et forældrekøb.

  • Der er risiko for tab på boligen, hvis boligpriserne falder.
  • Der stilles krav til forældrenes friværdi og likviditet.
  • Der skal udarbejdes et årligt regnskab for udlejningsvirksomheden.

Det er vigtigt, at du kender til både fordelene og ulemperne, førend du beslutter dig for at investere i en bolig til dit barn.

Typisk vil finansieringen til et forældrekøb foregå på samme måde, som var det et helt almindeligt boligkøb af f.eks. en andelsbolig eller en ejerlejlighed. Dette vil typisk være via et realkreditlån med pant i boligen eller et banklån. Man kan også kombinere de to slags lån.

Inden I vælger det lån, I vil benytte jer af, er det en god idé at snakke med jeres bank. Her kan I også hurtigt få afgjort, om det overhovedet er muligt for jer at foretage et forældrekøb.

 

Tænk langsigtet

Når man investerer i en bolig, er det også vigtigt, at man tænker langsigtet, inden man køber boligen. Boliger, der ligger centralt og tæt på offentlig transport, grønne områder og uddannelsesinstitutioner, er ofte lette at leje ud eller sælge.

Af den grund bør I overveje, om en bolig med et ekstra værelse eller flere kvadratmeter kunne være en fordel for jer, hvis I f.eks. selv ønsker at flytte ind i boligen efter, at jeres barn er flyttet ud.

Få hjælp til dit forældrekøb i dag
DKK 6.000
Læs mere

inkl. moms og ekskl. gebyrer.

 

Hvordan beregner man husleje ved forældrekøb?

I forbindelse med et forældrekøb har udlejerne (forældrene) mulighed for at sætte huslejen en smule lavere end gennemsnittet. Dette kommer dermed barnet til gode.

Huslejen skal fastsættes i forhold til markedslejen i det område, som boligen ligger i. Det kan dog ofte være svært at fastsætte den rigtige husleje, der hverken må være for høj eller for lav.

Hvis huslejen sættes for lavt, vil dit barn skulle betale gaveafgift på differencen mellem markedsværdien og huslejen. Dertil kommer du som udlejer stadig til at skulle betale skat af den fastsatte markedsværdi. Det er derfor en rigtig dårlig idé at sætte huslejen for lavt.

 

Omvendt forældrekøb

Et omvendt forældrekøb er, som navnet lyder, et køb hvor det er børnene, der køber en bolig, som de udlejer til forældrene.

Et omvendt forældrekøb ses typisk, når børnene er flyttet ud i egne boliger og har egen familie og faste jobs. Dermed kan børnene give deres forældre, som er på pension, en hjælp til at få en god bolig.

Du kan læse mere om det omvendte forældrekøb, her.

 

Hvad er processen i et forældrekøb?

Et forældrekøb foregår ligesom et almindeligt boligkøb. Den eneste forskel er, at boligen efterfølgende udlejes til barnet. Nedenfor følger en oversigt over de punkter, man oftest skal igennem i forbindelse med et forældrekøb.

 

Tal med banken

Første step er at få afklaret, hvor meget du kan låne til et forældrekøb. Derfor skal du kontakte din bank og få booket et møde herom. Din bankrådgiver kan give dig et indblik i, hvad der er realistisk for dig at låne samt hvilke slags lån, der er relevante for dig.

 

Boligsøgning

Når du har fundet ud af, ca. hvor meget du kan låne til en bolig, er næste skridt at søge efter den rette lejlighed.

Her er det en god idé at skrive sine krav og ønsker ned til boligen. Når du har slået dine krav fast, kan du begynde at kigge på forskellige boligportaler. Finder du en bolig, der opfylder dine krav, er det samtidig vigtigt, at du undersøger, om ejer- eller andelsforeningen, som boligen er en del af, faktisk tillader forældrekøb.

Du kan læse om boligsøgning, her.

 

Byd på lejligheden

Når du har fundet den perfekte lejlighed og sikret dig, at der er mulighed for forældrekøb af boligen, skal du give et bud på lejligheden.

Her skal du huske, at ejendomsmægleren altid vil være på sælgers side, hvorfor det kan være en fordel for dig at få hjælp af en advokat. Advokaten vil dermed være på din side i bolighandlen.

 

Købsaftale

Når sælgers repræsentant har godtaget dit tilbud, skal du underskrive købsaftalen. I den forbindelse bør du altid få indskrevet et advokat- og bankforbehold så du kan annullere bolighandlen, uden at skulle betale sælger sin godtgørelse på 1% af købesummen.

Igen kan det være fornuftigt at få hjælp af en advokat, som kan gennemgå købsaftalen, når både sælger og køber har underskrevet. På den måde sikrer du dig, at der ikke er forhold, som ikke er fordelagtige for dig.

 

Tinglysning

Sidste step er at få tinglyst skødet, så du kan stå som den officielle ejer af boligen. Dette kan en advokat også hjælpe med. Når et skøde skal tinglyses, skal der betales en tinglysningsafgift til staten.

Læs mere om tinglysningsafgift, her.

Dertil skal der udarbejdes en refusionsopgørelse, som dækker over de udgifter, som sælger har betalt forud for overtagelsesdatoen, som skal udlignes. Dette kan din advokat også hjælpe med.

 

Få hjælp af en advokat

Ønsker du at sikre dit barn en ordentlig bolig, mens de studerer og har du derfor besluttet dig for, at du vil foretage et forældrekøb? Så er det ofte en rigtig god idé at inddrage en boligadvokat og få køberrådgivning i processen. På den måde er du sikker på, at alting forløber juridisk korrekt.

Hos NEMADVOKAT har vi meget erfaring med forældrekøb. Vi sikrer dig dermed et trygt og nemt forløb med din bolighandel.

Din boligrådgiver vil blandt andet gennemgå købsaftalen, udarbejde refusionsopgørelse samt tinglyse skødet.

Kontakt os i dag og få en uforpligtende samtale med en af vores boligrådgivere.

Få hjælp til dit forældrekøb i dag
DKK 6.000
Læs mere

inkl. moms og ekskl. gebyrer.

 

Kilde:
Borger.dk
Læs også