brutto og netto

Brutto/Netto

Brutto og netto er to begreber, du med garanti er stødt på. De er nært beslægtede, og de bliver særligt anvendt i forbindelse med bolighandler, regnskaber og løn. Bruttobeløbet er betegnelsen for et beløb, der ikke er fratrukket udgifter, mens nettobeløbet er betegnelsen for et beløb, når der er fratrukket udgifter. I denne artikel kan du læse mere om brutto og netto i forbindelse med en bolighandel.

 

 

Hvad er brutto og netto?

Brutto og netto anvendes i mange forskellige sammenhænge. Bruttobeløbet vil altid være højere end nettobeløbet, da dette er betegnelsen for et beløb, der ikke er fratrukket udgifter. Din bruttoindkomst er eksempelvis din indkomst før skat, mens din nettoindkomst er det beløb, der rent faktisk kommer ind på din konto.

I forbindelse med en bolighandel er det væsentligt at være opmærksom på forskellen mellem brutto og netto, da dette har indflydelse på en lang række faktorer, der påvirker økonomien i bolighandlen. Dertil påvirker det også de udgifter, der er forbundet med at eje boligen.

Brutto og netto er særligt relevante i forhold til salgsopstillingen, der er blandt de vigtigste dokumenter i en bolighandel. I de følgende afsnit kan du læse mere om, hvorfor det er vigtigt, at du forstår forskellen brutto og netto, når du læser salgsopstillingen.

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.300
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

 

Hvad er brutto- og nettoudgift i en salgsopstilling?

Salgsopstillingen er sammen med købsaftalen blandt de absolut vigtigste dokumenter i forbindelse med en bolighandel. Salgsopstillingen indeholder en lang række relevante informationer omkring den pågældende bolig – herunder ejerudgiften.

Når du ønsker at investere i en ejerbolig, er det relevant at være opmærksom på ejerudgiften, da denne er en betegnelse for den samlede månedlige udgift, der følger med boligen. I 2015, da ejendomsmæglerloven blev ændret, blev det gjort til et lovkrav, at ejendomsmægleren skal oplyse om den samlede månedlige udgift for boligen.

Ejerudgiften indeholder alle de udgifter, du som ejer af en given bolig har om måneden. Dog eksklusiv afdrag på boliglån og renter heraf. Du skal derfor selv lægge ejerudgifterne sammen med de øvrige udgifter til køb af boligen, hvis du vil have den samlede boligydelse.

Det er her, brutto- og nettoudgifter kommer ind i billedet. Brutto er betegnelsen for den månedlige eller årlige boligudgift før skat, mens netto er betegnelsen for den månedlige eller årlige udgift efter skat.

Brutto og netto fortæller dig således, hvad det koster at låne til boligen. De to tal bliver beregnet på baggrund af en standardfinansiering, som er den finansieringsmodel, alle ejendomsmæglere anvender i salgsopstillingen.

Ejerudgifterne dækker de faste udgifter, der er forbundet med at købe og eje en bolig. Det fremgår af salgsopstillingen, hvilke månedlige og årlige ejerudgifter, du forpligter dig til at betale, hvis du ender med at købe boligen.

 

Ejerudgifterne dækker blandt andet over følgende udgifter:

  • Ejendomsskatter
  • Ejendomsværdiskat
  • Husforsikring
  • Skadedyrsbekæmpelse
  • Kontingent til grundejerforening

Vær opmærksom på, at udgifterne kan forøges eller reduceres med tiden, hvorfor de udelukkende giver et retvisende billede af, hvordan udgifterne er på salgstidspunktet. Du kan derfor ikke være sikker på, at disse viser de korrekte brutto- og nettobeløb for fremtiden.

 

Brutto i en salgsopstilling

I en salgsopstilling indeholder bruttoydelsen de udgifter, der er forbundet med at eje boligen. Brutto bliver beregnet på baggrund af den finansieringsmodel, der foreslås samt oplysninger om ejendomsskat, fællesudgifter og eventuelle gældsforpligtelser, som køber overtager.

Bruttoydelsen indeholder imidlertid ikke udgifter til vand, varme og andre forhold, der relaterer sig til forbrug. Dem skal du derfor selv sørge for at regne ind i dit budget, omend dette ligeledes har indflydelse på dine finansieringsmuligheder.

 

Netto i en salgsopstilling

Nettoydelsen står i kontrast til bruttoydelsen. Det skyldes, at denne er en opgørelse af, hvor meget du skal betale, når der er taget højde for de fradrag og renteudgifter, som skattevæsenet ‘betaler’ af den samlede ydelse.

Nettoydelse i forbindelse med en salgsopstilling er således det beløb, du rent faktisk ender med at betale. Omvendt er bruttoydelsen betegnelsen for de samlede udgifter. Derfor vil bruttoydelsen være højere end nettoydelsen.

Læs mere om salgsopstillingen, her.

 

Hvordan læser jeg brutto- og nettoudgifterne?

Brutto- og nettoudgifterne angiver, hvad det vil koste at finansiere boliglånet. Som nævnt, viser brutto den månedlige ydelse før skat, mens netto viser den månedlige ydelse efter skat. Brutto/netto bliver udregnet på baggrund af en standardfinansiering, som alle ejendomsmæglere anvender som finansieringsmodel i salgsopstillingen.

Ved at kunne se brutto- og nettoudgifterne, kan du som køber nemt se de udgifter, der er forbundet med køb af den pågældende ejendom. Samtidig har du mulighed for at sammenligne udgifterne ved flere forskellige boliger.

Det er praktisk, da det ikke er sikkert, at én bolig er billigere end en anden, blot fordi salgsprisen er lavere. Hvis der er høje udgifter forbundet med at bo i én bolig, kan du risikere, at den bliver dyrere end én, hvis købesum var større.

Du bruger således brutto- og nettoudgifterne til at estimere, hvor dyrt det er at bo i en bolig. Samtidig bruger banken brutto og netto, når de skal vurdere, om du kan blive bevilget et lån til boligen. Hvis dit rådighedsbeløb ikke dækker udgifterne, vil du ikke kunne købe boligen.

Samtidig er det ikke sikkert, at du kan opnå standardfinansieringen, som der er taget udgangspunkt i. Dette vil blive vurderet af banken, når du anmoder om finansieringen af dit lån, hvor du samtidig får gennemgået dit budget.

 

Købers kontantbehov dækker øvrige udgifter

Udover selve boligens kontantpris, skal du være opmærksom på, at der er flere udgifter forbundet med køb af ejendommen. Du skal eksempelvis også medregne salær til eksterne rådgivere, låneudgifter, forsikringer og tinglysningsafgift.

De fleste af disse udgifter fremgår under det punkt, der hedder Købers kontantbehov i salgsopstillingen. Dog skal du være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er retvisende, da du selv vælger, hvorvidt du vil benytte dig af en boligadvokat i forbindelse med et boligkøb. Læs mere om vores køberrådgivning her.

Selvom du kan få meget ud af at se på brutto- og nettoudgifterne i salgsopstilling, vil de i langt de fleste tilfælde variere fra de faktiske udgifter til boligen. De skal derfor ses som et kalkuleret skøn, der blandt andet bruges af banken til at vurdere din kreditværdighed i forhold til den pågældende bolig.

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.300
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

Læs også