Værdiansættelse af virksomhedVærdiansættelse af virksomhed

Værdiansættelse af virksomhed

Hvis du vil sælge din virksomhed, eller hvis du ønsker at overdrage den – eksempelvis i forbindelse med et generationsskifte – er det relevant at vide, hvordan du værdiansætter din virksomhed. I denne artikel får du indblik i nogle af de metoder til værdiansættelse af virksomhed, som er mest udbredte, samt hvilke andre faktorer du skal være opmærksom på.
En værdiansættelse er, som navnet antyder, en beregning af, hvad din virksomhed er værd på nuværende tidspunkt. En værdiansættelse skal derfor ikke forveksles med, hvad den endelige salgspris vil være. Det er en intern beregning, som anvendes til forhandling i salgsprocessen, da den endelige salgspris kan afhænge af flere faktorer.

 

Hvad er min virksomhed værd?

Den samlede værdi af aktiverne i en virksomhed er ikke altid afgørende for, hvad virksomheden reelt er værd. De små detaljer, der gør, at en virksomhed skiller sig ud, kan give en konkurrencemæssig fordel, som øger værdien i forhold til andre virksomheder, som råder over aktiver af samme værdi.

Det er derfor mere vanskeligt at værdiansætte en virksomhed, end det er tilfældet med de fleste andre materielle aktiver. Flere faktorer har en afgørende betydning for, hvad din virksomhed er værd – eksempelvis værdifulde ledere, medarbejdere, kunder eller virksomhedens position på markedet.

Typisk vil værdiansættelsen dog alligevel tage udgangspunkt i den interne situation i form af regnskab og balance. Både omsætning, resultat før skat, aktiver, renter samt overskud af aktiver og passiver er alle faktorer, der har betydning for værdiansættelsen.

Det kræver derfor et grundigt analysearbejde, når en virksomhed skal værdiansættes, såfremt værdien skal være realistisk. Afhængigt af virksomhedens størrelse er det derfor en god idé at søge hjælp hos en advokat eller revisor, når du skal værdiansætte din virksomhed.

Læs mere om virksomhedssalg her.

 

Hvordan værdiansætter man sin virksomhed?

Selvom det er vanskeligt at konkretisere, hvilke faktorer, der påvirker værdien på en virksomhed, er der visse punkter, som generelt gør sig gældende. Faktorer, der har indflydelse på værdiansættelsen, er eksempelvis følgende:

Interne faktorer, der påvirker værdiansættelsen:

  • Aktiver og passiver i virksomheden
  • Regnskab og opgørelse af endeligt resultat
  • Virksomhedens historik
  • Ledelse og medarbejdere
  • Patenter

Eksterne faktorer, der påvirker værdiansættelsen:

  • Hvilke kunder, virksomheden har
  • Leverandøraftaler
  • Virksomhedens potentiale i fremtiden
  • Produkter
  • Brand
  • Markedsposition

Det er vigtigt at understrege, at værdiansættelsen af en virksomhed ikke bør udgøres af ét beløb, men udgøres af et interval bestående af en højeste- og mindstepris. Intervallet kan være en god rettesnor for, hvad smertegrænsen er, når den endelig pris for skal forhandles.

 

Populære metoder til værdiansættelse

Der findes flere metoder til værdiansættelse, som gør det muligt at estimere, hvad din virksomhed er værd. I de følgende afsnit får du indblik i de metoder, som er mest udbredte til værdiansættelse af en virksomhed. Fælles for alle metoderne er, at de tager udgangspunkt i de interne faktorer, som påvirker virksomhedens værdiansættelse.

Hvis du ønsker en fyldestgørende analyse, hvor de eksterne faktorer også undersøges, som også påvirker virksomhedens reelle værdi, bør du søge hjælp hos eksterne specialister. Generelt er det en god idé at søge hjælp til værdiansættelsen, da du ellers risikerer, at den ikke stemmer overens med den faktiske markedsværdi.

 

‘Discounted Cash Flow’-modellen

‘Discounted Cash Flow’-modellen, som ofte forkortes til DCF-modellen, er den mest udbredte model til at vurdere, hvad en virksomhed er værd. DCF-modellen tager udgangspunkt i virksomhedens forventede indkomst i fremtiden. Her er altså tale om en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel, som beregnes ved at opgøre de forventede fremtidige frie pengestrømme inden for et begrænset tidsrum.

Den frie pengestrøm defineres som værende differencen mellem virksomhedens pengestrøm og udgifterne til investering. Altså de penge, som virksomheden har til rådighed, når alt er betalt.

Typisk tages der udgangspunkt i fire budgetterede år, hvor virksomhedens frie pengestrøm udregnes. Efterfølgende beregnes en terminalværdi heraf, som giver udtryk for virksomhedens fremtidige afkast. Metoden baseres således på virksomhedens fremtidige indtjeningsevne frem for værdien af de aktuelle aktiver, virksomheden råder over.

 

Substans-metoden

Denne værdiansættelsesmodel tager udgangspunkt i de aktiver og passiver, virksomheden råder over. Den bogførte værdi for hvert aktiv reguleres i forhold til den forventelige markedspris ved et salg.

Metoden tager således ikke udgangspunkt i den fremtidige indtjening, men anvendes til at beregne minimumsværdien af en virksomhed. Denne model anvendes typisk af virksomheder, som er i krise, da værdiansættelsen udelukkende baseres på de værdier, som er i virksomheden.

 

Multipel værdiansættelse

Multipel værdiansættelse fastsætter virksomhedens værdi med udgangspunkt i markedsprisen for lignende virksomheder, hvor indtjening og markedsværdi er kendt. Det er således en markedsbaseret metode til værdiansættelse.

I princippet bør denne værdiansættelsesmodel anvendes til efterrationalisering efter en handel frem for en egentlig værdiansættelse, da denne afhænger af salgsprisen på andre virksomheder.

Multiplen beregnes ved at kigge på de forskellige nøgletals faktorer – eksempelvis salgsprisen på en lignende virksomhed, omsætning, resultat før renter og skat samt resultatet efter skat internt i virksomheden. Dette vil resultere i forskellige tal, som udgør størrelsesforholdet mellem det udvalgte nøgletal og den faktiske salgspris.

Hvis en virksomhed eksempelvis har et overskud på 10 millioner før skat og renter, men er blevet solgt til 20 millioner, vil multiplen være 2, da salgsprisen er dobbelt så høj. Før denne model skal være nogenlunde retvisende, er det nødvendigt, at den anvendes til flere virksomheder, hvorefter gennemsnittet af de forskellige multipler danner grundlag for værdiansættelsen.

 

‘Economic Value Added’-modellen

‘Economic Value Added’-modellen, som populært forkortes til EVA-modellen, er en metode, som tager udgangspunkt i de samme nøgletal som DCF-modellen, hvorfor resultaterne vil være forholdsvist identiske.

Her beregnes værdien som summen af afkast samt den investerede kapital minus omkostninger ved kapitalfrembringelse. Slutteligt ganges tallet med den for perioden investerede kapital.

Skal vi hjælper dig med dit virksomhedssalg?
Gratis vurdering
Læs mere

 

Værdiansættelsen afspejler ikke altid markedsprisen

Ovenstående eksempler på metoder til værdiansættelse af en virksomhed afspejler ikke altid, hvad virksomheden reelt set er værd. I bund og grund handler det om, hvad køber er villig til at give for virksomheden, og hvad du er villig til at sælge for.

Samtidig tager ovenstående modeller udelukkende udgangspunkt i de interne faktorer, som afspejles i værdien. Det er ikke altid retvisende, da der også vil være eksterne faktorer, som påvirker prissætningen – eksempelvis hvis virksomheden har et godt omdømme blandt forbrugerne, brand equity, gunstige leverandøraftaler og lignende, som har eller kan få indflydelse på markedspositionen.

Hvis du vil sikre dig, at værdiansættelsen sker i overensstemmelse med de faktiske omstændigheder, bør du søge hjælp hos en advokat eller revisor. Her vil du kunne sikre dig, at der er taget forbehold for alle de faktorer, som har indflydelse på, hvad din virksomhed er værd.

 

Analyse af potentielle købere

Det er ikke alene din værdiansættelse, der er med til at definere, hvad din virksomhed er værd. Værdiansættelsen kan sjældent stå alene, når du ønsker at sælge din virksomhed – eksempelvis kan det i mange tilfælde være fornuftigt at udarbejde en analyse af potentielle købere.

Ved at analysere potentielle købere opnår du værdifuld indsigt i, hvilke fordele køber kan have ved at købe din virksomhed. Der kan eksempelvis være synergieffekter, som er mere fordelagtige for visse købere, hvilket vil betyde, at disse i mange tilfælde vil være villige til at vurdere din virksomhed højere, så du opnår mere profit ved et salg.

 

Et succesfuldt salg kræver forberedelse

Et succesfuldt salg kræver forberedelse og salgsmodning, hvilket ofte tager mange år. Det er nødvendigt, at der er styr på alt fra ejeraftaler til finansielle oplysninger. Det nytter ikke noget, at du blot estimerer, hvad din virksomhed er værd, hvis du vil sælge den – der skal være styr på de interne processer og forhold.

Salgsforberedelsen indebærer blandt andet en grundig analyse og organisering af forretningens omkostninger. Dette har til formål at danne overblik over, hvorvidt alle tal er opdateret og rent faktisk stemmer overens med virkeligheden.

Herudover har processen til formål at strømline virksomhedens interne processer. Er der eksempelvis omkostninger, som ikke skaber reel værdi for forretningen, vil det have en negativ indflydelse på salgsprisen.

Du bør derfor overveje, om visse omkostninger kan fjernes eller justeres, før du sætter virksomheden til salg, hvis du ønsker at skabe en så høj profit på salget som muligt. Herudover bør du fokusere på at reducere eventuelle risici, som kan være forbundet med et salg.

Reducering af risici gøres eksempelvis ved at sikre, at der er styr på dokumenter, gæld og andre interne aktiviteter, som kan medføre, at den nye ejer lider tab efter salget. Alle sammen risici, som kan undgås, såfremt der handles i god tid. Dette indbefatter blandt andet følgende:

  • Optimale aftalevilkår med leverandører, medarbejdere og kunder
  • Økonomiopfølgning og rapportering
  • Rettidig omhu i forhold til både eksterne og interne aftaleparter

 

Skal vi hjælpe dig med at sælge din virksomhed?

Hos NEMADVOKAT har vi mange års erfaring med køb og salg af virksomheder. Vi kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad din virksomhed er værd, og vores kompetente erhvervsadvokater kan hjælpe dig med at sikre de absolut bedste forhold for salget af din virksomhed.

Som kunde hos os får du rådgivning indenfor alle aspekter af salg af din virksomhed, så du er sikret så godt som muligt. Det er en omfattende proces, der indebærer alt fra værdiansættelse af virksomheden til de juridiske forhold. Kontakt os og lad os tage en uforpligtende samtale omkring din virksomhed.

Skal vi hjælper dig med dit virksomhedssalg?
Gratis vurdering
Læs mere