X Vores telefoner er lukket fra den 28. marts til og med d. 1 april. Vi besvarer nye henvendelser på e-mail. God påske.
Hvad er et likvidationsregnskab

Likvidationsregnskab

Når et selskab træder i likvidation, skal der udarbejdes et likvidationsregnskab, som danner overblik over de indvirkninger, likvidationen har. I denne artikel får du indblik i, hvad du skal være opmærksom på, når du udarbejder likvidationsregnskabet.

 

 

Hvad er et likvidationsregnskab?

Et selskab, som er i likvidation – altså frivillig afvikling af selskabet – har pligt til at udarbejde et likvidationsregnskab, som tager hensyn til den situation, selskabet befinder sig i. I praksis betyder det, at likvidationsregnskabet består af årsregnskabets normale indhold samt en særlig likvidationskonto.

Likvidationskontoen skaber overblik over de indvirkninger, likvidationen har, og dækker eksempelvis over op- og nedskrivninger, boomkostninger og lignende. Herudover kræves det, at likvidator udarbejder en beregning om likvidationsforløbet, ligesom denne skal indeholde en afviklingsoversigt for udlodninger.

Likvidationsregnskabet indeholder altså væsentligt mere end et almindeligt årsregnskab, hvorfor det typisk kræver ekstern hjælp at udarbejde, og dette gøres typisk af likvidator i samarbejde med en revisor.

 

Regnskabsmæssige forhold ved likvidation

Der anvendes primært to fremgangsmåder, når man vælger at lukke et solvent selskab – solvent likvidation eller opløsning ved betalingserklæring. Forskellene ved de to fremgangsmåder afspejles blandt andet ved de regnskabsmæssige forhold:

  • Opløsning ved betalingserklæring: Vælger man at lukke selskabet via betalingserklæring, kan dette ske uden indsendelse af årsrapport for seneste regnskab, såfremt opløsningen samt skattekvittancen registreres hos Erhvervsstyrelsen inden for fristen.
  • Opløsning ved solvent likvidation: Lukker man virksomheden via en solvent likvidation, er der en række regnskabsmæssige forhold, som er nødvendige at tage højde for.

 

Hvad indeholder et likvidationsregnskab?

Et selskab i likvidation skal udarbejde og indberette årsrapporter for de regnskabsår, som afsluttes under likvidationen, ligesom de almindeligt gældende frister for indsendelse skal overholdes.

Herudover skal der udarbejdes et likvidationsregnskab, som anvendes i forbindelse med den endelige likvidation. Likvidationsregnskabet dækker perioden fra det seneste indberettede årsregnskab frem til likvidationens afslutning. Perioden for likvidationsregnskabet kan således dække mere eller mindre end 12 måneder.

I visse tilfælde kan det være nødvendigt at udarbejde et likvidationsregnskab, som dækker perioden fra regnskabsårets begyndelse frem til datoen for likvidationen. Dette sker eksempelvis, hvis et selskab likvideres efter balancedagen, men før den gældende tidsfrist for indsendelsen af årsregnskabet. Dermed er der altså ikke krav om, at der udarbejdes et årsregnskab på 12 måneder samt et likvidationsregnskab på eksempelvis 4 måneder.

Hvis perioden, som omfattes af likvidationsregnskabet, består af flere end 12 måneder, er det vigtigt, at indsendelsesfristen overholdes. Likvidationsregnskabet dækker altså maksimalt en periode på 17 måneder.

Få hjælp til likvidation af selskab
Gratis vurdering
Læs mere

 

Hvilken praksis skal likvidationsregnskabet følge?

Der beskrives ikke et særligt regelsæt gældende for selskaber, der er under likvidation, i årsregnskabsloven. Det betyder, at likvidationsregnskabet i princippet kan udarbejdes efter den samme regnskabspraksis som et almindeligt årsregnskab – dog med det forbehold, at aktiver og passiver indregnes og måles efter andre principper.

Aktiver og passiver indregnes i likvidationsregnskabet som realisationsværdier. Dette noteres under omtalen af den regnskabspraksis, som anvendes til likvidationsregnskabet. Herudover skal likvidationen nævnes i årsrapportens ledelsesberetning.

 

Hvem udarbejder likvidationsregnskabet?

Mens der ingen formelle krav er til likvidatoren – udover at vedkommende skal være myndig – stilles der krav til, at det afsluttende regnskab skal være revideret af en godkendt revisor. Regnskabet behøver imidlertid ikke at være udarbejdet af en godkendt revisor.

I princippet kan alle myndige personer indgå i rollen som likvidator, selvom det typisk vil være en advokat, som står for likvidationen. Det skyldes, at en likvidation ofte er en kompleks størrelse, som kræver, at der er styr på alle juridiske aspekter.

 

Der skal kun udarbejdes ét afsluttende likvidationsregnskab

Det er ikke længere et krav, at der udarbejdes et indledende likvidationsregnskab, men udelukkende et afsluttende. Det afsluttende likvidationsregnskab dækker perioden fra datoen for den seneste årsrapport frem til opløsningen af selskabet.

Virksomheden kan først endeligt opløses, når både årsrapporter og likvidationsregnskab er indsendt til Erhvervsstyrelsen. Hvis et selskab ophører efter udløbet af et regnskabsår, men inden indsendelsesfristen, er det ikke et krav, at der aflægges årsrapport for det pågældende regnskabsår.

Det skyldes, at likvidationsregnskabet dækker perioden fra seneste årsrapport indtil opløsningen af selskabet. Såfremt likvidationsregnskabet ikke er indsendt før fristen for indsendelse, gør denne lempelse sig ikke gældende, hvorfor der skal indsendes både likvidationsregnskab samt den manglende årsrapport.

Anmeldelsen omkring selskabets endelige likvidationen skal sendes til Erhvervsstyrelsen senest 2 uger efter beslutningen om likvidationen. Både likvidationsregnskabet og generalforsamlingsprotokollat skal vedlægges anmeldelsen, hvorefter Erhvervsstyrelsen vil registrere selskabet som værende opløst.

Det afsluttende likvidationsregnskab har til formål at vise, at eventuelle kreditorer er betalt. Det bør derfor indeholde en bemærkning fra likvidator om, at uddelingen har fundet sted, samt hvordan de er fordelt mellem kreditorer.

 

Indberetning af likvidationsregnskab

Når likvidationsregnskabet skal indberettes, er det likvidator, som underskriver og godkender regnskabet samt eventuelle årsrapporter, der aflægges efter likvidationen. Det skyldes, at det formelt set er likvidator, der overtager driften af selskabet, mens det er i likvidation. Af samme årsag er der ikke krav til, at kapitalejere underskriver likvidationsregnskabet.

Endeligt skal regnskabet revideres af en godkendt revisor. Likvidationsregnskabet bliver afslutningsvist vedhæftet som bilag til anmeldelsen af afslutningen på likvidationen via Erhvervsstyrelsen på Virk.dk. Årsrapporten indberettes særskilt via en XBRL-indberetning.

Få hjælp til likvidation af selskab
Gratis vurdering
Læs mere

Kilde:
Virk.dk
Læs også