Likvidator

Likvidator

En likvidator er betegnelsen for den person, som står for at lukke en virksomhed, når det lukkes frivilligt. Likvidatorens job er at stå for alt det praktiske i forbindelse med lukningen, herunder salg af aktiver, betaling af eventuel gæld, udarbejdelse af likvidationsregnskab samt at fordele eventuelt overskud.

 

 

Hvad er likvidation?

Likvidation er betegnelsen for en frivillig afvikling af et selskab. Beslutningen om likvidation skal vedtages på en generalforsamling, hvor ejerne af selskabet udpeger en likvidator. Personen, der udnævnes som likvidator, forestår efterfølgende likvidationen.

Et selskab kan udelukkende opløses ved frivillig likvidation, såfremt selskabet er solvent – altså hvis de værdier, der er i selskabet, overstiger selskabets gæld. Når en virksomhed er under likvidation, skal denne bruge formuleringen “under likvidation” i forlængelse af selskabets navn, så længe likvidationen står på.

Når selskabet afvikles frivilligt, betyder det, at alle aktiver i selskabet skal sælges, og eventuelle kreditorer skal betales. Såfremt der er værdi tilbage i selskabet efterfølgende, fordeles denne mellem selskabets ejere, hvorefter selskabet opløses. Er al gæld i selskabet allerede afviklet, kan afviklingen i stedet ske med opløsning ved betalingserklæring, der er en hurtigere og mere simpel måde at afvikle sit selskab på.

Hvis et selskab opløses, fordi det har mere gæld end aktiver, og på baggrund heraf ikke er i stand til at betale sine regninger, er det insolvent. I dette tilfælde vil selskabet ikke kunne opløses med frivillig likvidation, men vil blive erklæret konkurs – og her vil det være en kurator frem for likvidator, der står for afviklingen.

Læs mere om likvidation her.

 

Hvad er en likvidator?

En likvidator er typisk en advokat, selvom der ingen regler er herom. Likvidatoren vil være ansvarlig for likvidation af et selskab, når det opløses frivilligt. Likvidatoren overtager desuden ledelsen af virksomheden under likvidationen.

Når selskabet bliver afviklet frivilligt, er det op til selskabets ejere at udpege en likvidator. Denne udpeges til en generalforsamling. I de fleste mindre selskaber udpeges der kun én likvidator, mens der i større virksomheder typisk udpeges to eller flere.

Likvidator sørger for at eventuelle kreditorer får deres tilgodehavende, at sælge aktiver enten samlet eller hver for sig, samt at udarbejde et likvidationsregnskab. Når det er gjort, kan selskabet opløses endeligt.

 

Hvilke opgaver varetager likvidatoren?

Når der udnævnes en likvidator, overtager vedkommende i princippet direktørens rolle. Det er nu likvidatoren, der har råderet over virksomhedens aktiver og værdier, og har derfor mulighed for at stå for afviklingen af selskabet.

Nogle vælger selv at træde i rollen som likvidator, da det står dem frit for. Arbejdet skal naturligvis ske efter gældende regler, ligesom det skal gøres juridisk korrekt, hvorfor de fleste vælger at hyre en advokat til arbejdet, så der er vished om, at alt foregår korrekt.

Likvidatorens job består blandt andet af følgende punkter:

  • Indkalde til generalforsamling: Likvidatoren indkalder til generalforsamling, hvor ejerkredsen vedtager, at selskabet skal under frivillig likvidation.
  • Meddele eventuelle kreditorer: Likvidatoren videregiver meddelelsen om, at selskabet tages under likvidation, til de personer og virksomheder, som selskabet skylder penge.
  • Afvikling af aktiver og passiver: Likvidatoren danner overblik over uafklaret gæld, hvorefter denne betales. Dette sker i visse tilfælde ved en retssag. Inventar, elektronik, driftsmateriel og lignende bliver solgt, ligesom selskabet i visse tilfælde bliver solgt. Denne proces skal vare i minimum tre måneder, da eventuelle kreditorer skal have tid til at gøre krav på deres tilgodehavende.
  • Udarbejdelse af likvidationsregnskab: Når aktiver og passiver er afviklet, udarbejder likvidatoren et likvidationsregnskab. Dette skal løbe fra seneste årsrapport og frem til datoen for afslutningen af likvidationen.
  • Registrering af likvidation: Når selskabet er afviklet, skal likvidatoren registrere likvidationen hos Erhvervsstyrelsen.
Skal NEMADVOKAT bistå som likvidator?
Gratis vurdering
Læs mere

 

Hvem kan være likvidator?

Der er ingen formelle krav til, hvem der kan være likvidator, udover at vedkommende skal være myndig, ligesom han eller hun ikke må være under værgemål. Det er i praksis de samme regler, der stilles til de personer, som indgår af ledelsen. Likvidator kan til enhver tid blive afsat af den person, som har valgt vedkommende.

Mange selskaber benytter en advokat som likvidator, da likvidation i mange tilfælde er komplekst, rent juridisk. Derfor vil det i mange tilfælde kræve advokatbistand, omend der ikke er nogen lovgivning på området.

Hvis der er tale om et stort selskab, der har mange kreditorer og eventuelt ansatte, kan en likvidation godt strække sig over lang tid. Dette kan koste mange penge i advokatsalær, såfremt der hyres en sådan til formålet.

Er der derimod tale om et mindre ApS, hvor størstedelen af eller al gælden allerede er afviklet, kan det ofte gøres på de tre måneder, processen som minimum skal vare. Varigheden på tre måneder skyldes, at eventuelle kreditorer skal have mulighed for at gøre krav på deres tilgodehavende.

 

Hvad koster en likvidator?

De fleste større selskaber vælger at benytte en advokat som likvidator, da en likvidation skal udføres efter de rette juridiske aspekter. Dette kan være komplekst, såfremt selskabet har uafviklet gæld, ansatte og aktiver.

Der er stor forskel på, hvad en likvidator koster, da det afhænger af advokatens timepris, samt hvor meget tid der skal afsættes til arbejdet. Er der tale om et stort selskab med mange kreditorer, kan der spares mange tusinde kroner ved at vælge den rigtige advokat.

 

Kan et selskab udpege flere likvidatorer?

Det er bestyrelsen selv, som vælger, hvem der skal stå for likvidationen. I de fleste tilfælde udnævnes én likvidator, som ofte vil være en advokat med en tilknyttet revisor. Dette er dog ikke noget krav.

I mindre selskaber er der ofte ikke behov for mere end én likvidator. I større selskaber bliver der ofte udnævnt to eller flere likvidatorer, som tilknyttes likvidationen med det formål, at denne gennemføres så hurtigt og nemt som muligt.

Det er ikke ualmindeligt, at en likvidation strækker sig over flere måneder end de tre, den som minimum skal vare. Det skyldes, at det er en tidskrævende proces at danne overblik over og sælge aktiverne i et større selskab.

Skal NEMADVOKAT bistå som likvidator?
Gratis vurdering
Læs mere

Læs også