Solidarisk hæftelse

Solidarisk hæftelse

Solidarisk hæftelse betyder, at alle parter hver især hæfter fuldt for den samme gæld. Hvis én part ikke har råd til at betale gælden, er det den andens ansvar. Solidarisk hæftelse ses blandt andet i virksomhedskonstruktioner og ved optagelse af lån. Bliv klogere på solidarisk hæftelse i denne artikel.

Der er mange ting, du bør være opmærksom på, før du indgår en aftale med solidarisk hæftelse. Hvis du eksempelvis optager et lån med solidarisk hæftelse, kan det medføre, at du risikerer at skulle betale hele gælden af.

Det samme gør sig gældende, hvis du indgår i ejerkredsen af en virksomhed, hvor der er solidarisk hæftelse. Også her risikerer du at skulle betale hele gælden af, såfremt den anden ejer ikke har mulighed for at betale sin andel gennem sin private formue og ejendele.

Der er altså økonomiske konsekvenser ved at indgå en aftale med solidarisk hæftelse, hvorfor du bør overveje det grundigt, før du skriver under på noget. I artiklen her bliver du klogere på, hvordan solidarisk hæftelse fungerer, samt hvilke fordele og ulemper der er forbundet hermed.

 

Hvad er solidarisk hæftelse?

Når du hæfter solidarisk, betyder det, at der er flere, der deles om hæftelsen. Hvis der eksempelvis er tale om et lån, som du opretter sammen med en partner, vil der ofte være tale om solidarisk hæftelse.

Hvis den ene part ikke kan eller vil betale sin del af gælden, kan låneudbyder kræve, at den anden part betaler hele gælden af egen lomme. Det lyder måske ikke rimeligt, men det er kreditors garanti for, at pengene kommer igen.

Også selvom I indbyrdes aftaler, hvordan gælden fordeles mellem jer, er kreditor ikke nødsaget til at respektere denne aftale – heller ikke, selvom den er juridisk bindende. I princippet er det ligegyldigt for kreditor, hvem af jer der betaler gælden, så længe vedkommende bare får dem ind igen.

Det betyder imidlertid ikke, at den part, der tilbagebetaler hele gælden af egen lomme, nødvendigvis mister pengene. Den part, der betaler hele gælden, kan gøre krav på, at den part, der ikke har betalt, skal betale ham den andel, der står beskrevet i deres indbyrdes aftale.

Opret dit selskab med NEMADVOKAT
Nemt, hurtigt og sikkert
Se priser

 

Solidarisk hæftelse i kapitalselskaber

Hvis du driver et kapitalselskab sammen med en partner, som I beslutter jer for at opløse selskabet ved betalingserklæring, hæfter I solidarisk. Det kræver, at al gæld i selskabet er betalt ud, hvis det skal lukkes via betalingserklæring.

Viser det sig efterfølgende, at der var gæld i selskabet, så hæfter alle ejere solidarisk, personligt og ubegrænset. Det betyder altså, at selvom der er tale om et kapitalselskab, hvor ejerne normalt har begrænset hæftelse, så hæfter I med jeres personlige formue, når selskabet bliver lukket via betalingserklæring.

 

Solidarisk hæftelse i interessentskaber

Der er to eller flere ejere i et interessentskab; interessenterne. I et interessentskab hæfter ejerne personligt og solidarisk, hvis der opstår gæld i virksomheden. Hvis en af partner ikke er i stand til – eller ikke vil – betale sin del af gældsforpligtelserne, kan den anden part blive pålagt at skulle betale hele gælden.

Derfor er det en god idé at udarbejde en interessentskabskontrakt, så der er klare rammer for, hvordan ansvar og forpligtelser er fordelt mellem ejerne. Det bør eksempelvis fremgå, hvordan et eventuelt underskud bliver fordelt mellem ejerne, samt hvilke betingelser, der gør sig gældende, i tilfælde af at selskabet opløses.

 

Solidarisk hæftelse i ægteskaber

Optager du et lån sammen med en ægtefælle, vil I som regel hæfte solidarisk. Det gør sig blandt andet gældende, når I optager et boliglån sammen. Hvis I misligholder jeres låneforpligtelser, risikerer I, at banken kræver, at boligen sælges på tvangsauktion.

Typisk vil en tvangsauktion ikke indbringe boligens reelle værdi. Derfor vil boligen med stor sandsynlighed ende med at blive solgt til en pris, som vil være mindre end det, I har lånt til at finansiere huset.

Det efterlader jer med en restgæld, som banken i princippet kan kræve indfriet hos én af ægtefællerne, fordi I hæfter solidarisk. Hvis det ender med, at du betaler hele gælden af på egen hånd, kan du også her gøre krav på, at din ægtefælle skal betale de penge, du har lagt ud.

 

Er det muligt at komme ud af solidarisk hæftelse?

Du vil som udgangspunkt ikke have mulighed for at udgå af en aftale, der indebærer solidarisk hæftelse, medmindre du indfrier din del af et eventuelt lån, så du bliver gældfri. Den anden mulighed kan være, at den anden part frivilligt overtager gælden.

Vælger den anden part at overtage hele gælden, kaldes det for et debitorskifte. Er det tilfældet, skal I sikre jer, at debitor giver samtykke hertil, før det kan blive en realitet. Det er ikke sikkert, at kreditor vil løbe den risiko.

Når du indgår i en aftale med solidarisk hæftelse, bør du altid være opmærksom på, at der er risiko forbundet hermed. Du bør derfor aldrig acceptere aftalen, før du har overvejet det nøje. Du bør altid udarbejde en juridisk bindende aftale med de øvrige parter om, at I kun hæfter for jeres del af gælden.

På den måde har du mulighed for at kræve et eventuelt udlæg tilbagebetalt, såfremt kreditor ignorerer jeres interne aftale. Dette er vedkommende i sin gode ret til, selvom den er juridisk bindende mellem parterne.

 

Hvad hvis der opstår konflikter blandt parterne?

Hvis der opstår en situation, hvor en eller flere parter enten ikke er i stand til eller ikke vil betale deres del af gælden, kan du forsøge at lave en aftale med kreditor om, at parterne udelukkende hæfter for deres del af gælden.

Det er dog ikke sikkert, at kreditor vil godtage dette, da vedkommende ikke har nogen forpligtelse til at imødekomme en sådan forespørgsel. Det forværrer kreditors muligheder for at inddrive gælden, hvis en person ikke er i stand til at betale.

Derfor er løsningen ofte, at den part, som kan betale, lægger ud for den anden, hvorefter vedkommende rejser et krav mod meddebitoren. Dette kaldes for et regreskrav. Dog bør du være opmærksom på, at det kan være vanskeligt at få pengene igen, hvis meddebitor er ude af stand til at gennemføre sin betaling grundet pengemangel.

 

Overvej det grundigt, før du accepterer en aftale med solidarisk hæftelse

Du bør altid overveje det grundigt, før du indgår en aftale, hvor der er solidarisk hæftelse. Det er vigtigt, at du fra start gør dig klart, om du er i stand til at betale den fulde gæld af på egen hånd.

Hvis der er tale om et lån, kan det være en god idé at låne halvdelen af pengene på egen hånd, så der ikke kan opstå situationer, hvor den ene part ikke er i stand til at imødekomme sine forpligtelser i forhold til tilbagebetaling.

Er der tale om stiftelsen af et interessentskab med solidarisk hæftelse, kan det være en fordel i stedet at stifte et anpartsselskab, hvor parterne hæfter begrænset.

Læs mere om hæftelse og hæftelsesformer her.

Opret dit selskab med NEMADVOKAT
Nemt, hurtigt og sikkert
Se priser
Læs også