X Vores telefoner er lukket fra den 28. marts til og med d. 1 april. Vi besvarer nye henvendelser på e-mail. God påske.
Boligportaler

Guide til boligportaler

Boligportaler er et effektivt værktøj i forbindelse med din boligsøgning, uanset om du ønsker at leje eller at eje. Det er dog væsentligt at være bevidst om, hvilke boligportaler der rent faktisk er værd at bruge sine kræfter på, da det ikke er alle, der er lige aktive. Bliv klogere på de mange forskellige boligportaler herunder.

 

 

Ligegyldigt, om du er på udkig efter en ejerbolig eller en lejebolig, er de mange boligportaler et uundværligt værktøj i forbindelse med din boligsøgning. Der findes masser af forskellige boligportaler, der hver har deres fordele og ulemper.

Nogle boligportaler er gratis at bruge, mens andre koster et abonnement. Før du tilmelder dig en boligportal, kan det derfor være en god idé at vide noget mere om den, så du er sikker på, at den rent faktisk opfylder dit behov.

Samtidig er der forskel på, om boligportalerne henvender sig til køb og salg af ejendomme eller leje og udlejning. Typisk skelnes der mellem målgrupperne, hvorfor du sjældent finder både leje- og ejerboliger på samme boligportal.

Her følger en guide til de mest populære boligportaler i Danmark, der er praktiske, når du skal finde en ny lejlighed, villa, rækkehus, eller hvad du nu er på udkig efter.

 

Boligportaler til køb og salg af boliger

Herunder finder du en oversigt over alle boligportaler, der primært henvender sig til dig, der ønsker at købe eller sælge ejendomme. På visse af boligportalerne har du også mulighed for at finde lejeboliger, men deres primære formål er køb og salg af ejendomme.

Alle boligportaler til køb og salg af ejendomme er gratis at bruge, hvorfor det ikke kræver noget login at se salgsannoncer og booke fremvisninger.

 

Boligsiden.dk

Boligsiden.dk er en af Danmarks ældste boligportaler. Her har du mulighed for at finde boliger i dit område, indsnævre din søgning efter specifikke søgekriterier og oprette en søgeagent. På den måde får du automatisk besked, når der dukker en bolig op, som matcher dine krav.

Der er et stort udvalg af boliger på siden, der både er overskuelig og brugervenlig. Du kan se de væsentligste oplysninger om boligen direkte i søgeresultaterne, så du får nemmere ved at vurdere en specifik bolig uden at skulle klikke ind på opslaget først.

Boligsiden.dk er ikke udelukkende til boligkøbere – der er også en lang række fordele for dig, der ønsker at sælge din bolig. “Find Mægler”-funktionen er en oversigt, der giver dig et overblik over de ejendomsmæglere, der er i din by, ligesom du kan læse anmeldelser af de enkelte. Det kan være praktisk, hvis du planlægger at sælge din bolig gennem en ejendomsmægler.

 

Boliga.dk

Boliga.dk er, ifølge eget udsagn, Danmarks største uafhængige boligportal. Det betyder, at de ikke er tilknyttet én bestemt mæglerkæde, som det ellers er tilfældet med de fleste andre boligportaler i denne kategori.

Hos Boliga.dk kan du, udover de boliger, der er til salg på selve Boliga.dk, også søge mellem boliger, der er til salg på Selvsalg.dk og forskellige byggefirmaer. Du får således et stort udvalg af boliger, som du kan filtrere mellem afhængigt af dine præferencer.

Selve boligportalen er brugervenlig og intuitiv, og det er nemt at finde interessante boligannoncer. Du kan søge efter forskellige søgekriterier, så du udelukkende får vist de boliger, der matcher dine krav. Søg eksempelvis efter kælderstørrelse, antal sale, ejerudgift, liggetid, byggeår, grundstørrelse og stort set alle andre relevante søgekriterier.

 

Edc.dk

EDC har eksisteret siden 1971, og kæden råder over 230 selvstændige butikker i hele landet. Edc.dk har mere end 5 millioner besøgende om måneden, hvorfor det ifølge Dansk Online Index er den mest besøgte boligportal i Danmark.

EDC’s boligportal er brugervenlig og overskuelig, og det er nemt at finde frem til potentielle boliger, der matcher dine søgekriterier. Det er ikke kun boliger, som er til salg hos kædens egne mæglere, du kan finde på siden, men også dem, der er til salg hos eksterne mæglere.

Du kan gemme interessante boliger, hente salgsmateriale og booke fremvisninger direkte på de boliger, der er til salg gennem EDC. Hos de boliger, der er til salg hos andre mæglere, bliver du sendt videre til den hjemmeside, hvor annoncen ligger.

 

Home.dk

Home er blandt de største ejendomsmæglerkæder i landet, og de har mere end 900 ansatte. På Home.dk har du mulighed for at søge blandt kædens mange boliger, der er til salg. Du kan også se boliger, der er til salg hos andre kæder.

Home.dk er en intuitiv boligportal, hvor du kan få et fornuftigt overblik over ledige boliger i dit område. Home.dk er gratis at benytte, og du kan nemt filtrere din søgning, så den bliver indsnævret, og du udelukkende eksponeres for de boliger, der lever op til dine krav og ønsker.

 

Danbolig.dk

Danbolig er en ejendomsmæglerkæde med mere end 150 butikker i hele landet. Kæden har eksisteret siden 1989 og er blandt landets største ejendomsmæglerkæder. På Danbolig.dk kan du se et overblik over de boliger, kæden har til salg på nuværende tidspunkt.

Udover de boliger, der er til salg direkte gennem Danboligs mæglere, får du også et overblik over boliger, som er til salg hos andre mæglere. Også her er det nemt at filtrere efter søgekriterier, så det udelukkende er de boliger, der matcher ens krav, der bliver vist.

 

Nybolig.dk

Nybolig.dk er en ejendomsmæglerkæde med mere end 220 mæglerforretninger rundt omkring i landet. Kæden er blandt de største i Danmark, og også her har du mulighed for at søge efter boliger, der er til salg i hele landet.

På Nybolig.dk får ligeledes du et overblik over boliger, der ikke er til salg gennem kæden selv. Derfor får du et godt og realistisk overblik over boliger, der matcher dine søgekriterier. Det er nemt filtrere mellem de mere end 40.000 boliger, der i skrivende stund er til salg.

 

Selvsalg.dk

Selvsalg.dk er en boligportal, der administreres af Boliga. Som navnet indikerer, er det en boligportal, der henvender sig til dig, der ønsker at sælge din bolig på egen hånd – eller dig der vil købe en bolig direkte af sælger.

Det har den klare fordel, at du sparer en masse traditionelle omkostninger væk, hvorfor du opnår en besparelse, når du sælger din bolig. Som køber har du mulighed for at finde interessante boliger, som ikke udbydes hos ejendomsmæglerne.

Denne boligportal adskiller sig fra de andre ved, at det koster 699 kr. om måneden, når du opretter en boligannonce. Det skyldes naturligvis, at du ikke skal betale et mæglersalær i forbindelse med boligsalget, når du sælger din bolig gennem selvsalg.

 

Visdithus.dk

Visdithus.dk er en gratis boligportal til selvsalg. Hos Visdithus.dk kan du oprette en boligannonce med din bolig, når du ønsker at sælge på egen hånd. Det er nemt at oprette en annonce, og det koster ikke noget.

Visdithus.dk er ikke lige så gennemført som Selvsalg.dk, men til gengæld er den gratis. Der er dog også væsentligt færre huse herpå, hvorfor der ikke er lige så stor sandsynlighed for at finde interesserede købere, når du sælger din bolig herigennem.

Til gengæld kan du være heldig at finde en interessant bolig, der ikke er så stor rift om, som på de andre boligsider.

 

Itvang.dk

Itvang.dk er en boligportal, hvor du kan se en oversigt over tvangsauktioner af fast ejendom i Danmark. Alle de tvangsauktioner, der findes på Itvang.dk, findes desuden også på Boliga.dk og Tvangsauktioner.dk.

 

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.500,-
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

 

Boligportaler til udleje, leje og fremleje

Herunder finder du en oversigt over de mest populære boligportaler til udleje, leje og fremleje af boliger. Listen er ikke en komplet oversigt over de forskellige boligportaler, men udelukkende et udpluk af de mest populære.

Udover at målgruppen for disse boligportaler er lejere og udlejere, adskiller de sig også ved, at de fleste er abonnementsbaserede tjenester. Du skal altså typisk betale et bestemt beløb hver måned for at kunne bruge boligportaler til lejere og udlejere. Du kan læse mere om deres abonnementsløsninger på deres hjemmesider.

 

Boligportal.dk

Boligportal.dk er Danmarks største boligportal, hvor både lejere og udlejere har mulighed for at oprette annoncer. Der er ofte masser af lejeboliger i de fleste dele af landet, hvorfor der er stor sandsynlighed for, at du får held med din boligsøgning her.

Hos Boligportal.dk er der gode muligheder for at filtrere i dine søgekriterier, så du kan indsnævre din søgning. Herudover kan du skrive direkte med potentielle lejere og udlejere, så du kan aftale fremvisning og lignende.

 

Lejebolig.dk

Lejebolig.dk er ligeledes blandt de største boligportaler i Danmark. Som navnet indikerer, er fokus på dem, der leder efter en lejebolig. Du finder et stort udvalg af lejligheder, værelser, rækkehuse, studieboliger og sommerhuse, som du kan leje eller fremleje. På nuværende tidspunkt er der mere end 11.000 lejeboliger i hele landet.

 

 

Få hjælp til dit boligkøb

Uanset hvilken boligportal du finder en bolig på, og uanset hvilken type bolig du finder, kan det være en god idé at få juridisk hjælp af en advokat til boligkøb.

Med NEMADVOKATs køberrådgivning vil din personlige boligrådgiver gennemgå de ofte komplicerede juridiske dokumenter for dig og rådgive dig gennem hele dit sagsforløb. Du kan dermed trygt udleve dine boligdrømme, når du vælger os som din boligadvokat.

Få en tryg og sikker bolighandel Brug en forsikret boligadvokat
Fra DKK 2.500,-
Få hjælp af boligadvokat

inkl. moms ekskl. tinglysningsafgift

Læs også